Panumkoret

Dirigent Jon Hollesen

Panumkoret er et ambitiøst amatørkor bestående af medicinstuderende, andre studerende og efterhånden en del færdiguddannede. I alt er vi ca. 40 medlemmer i alderen 20-40 år.

Vores repertoire er primært klassisk og nordisk kormusik. Hvert semester afholder vi mindst to koncerter, nogle gange med solister udefra. I efteråret 2008 har vi planlagt flere koncerter i november og december som afslutning på semesteret. I forårssemesteret plejer vi at tage på kortur til udlandet, og vi har i de senere år været i Amsterdam, Berlin og Milano.

Vores dirigent, Jon Hollesen, er både en dygtig sanger og sangpædagog og han arbejder med at oparbejde vores holdning og kropsforståelse til at skabe bedre lyd, så korsang kan også blive en hel gymnastiktime! I koret arbejdes der meget med udvikling af klang og musikforståelse, både i koret som helhed og internt i stemmegrupperne.

Vi øver en gang om ugen og har hvert semester mindst én ekstra korøvedag Vi synes også at det skal være socialt og festligt at synge i kor. Korfester prioriteres højt og længe og efter korøvning går vi som regel ud og får en øl på en af Nørrebros mange lokale beværtninger, som også holder af korsang, og det er altid vældig hyggeligt.

Panumkoret optager nye medlemmer ved semesterstart i hhv. august/ september og januar/februar måned, såfremt der er behov for nye medlemmer. Kontakt os for at høre hvilke stemmegrupper, vi optager i efteråret. Vi optager som regel altid herrestemmer og nogle gange er der også ledige pladser på kvindestemmerne (hvis du er en rutineret korsanger). Du er velkommen til at tage chancen og møde op de to første korgange, for at se om det er noget for dig, og om der er plads. Du kan også sende en mail til os. Se nedenfor.

Hvis du ønsker at søge optagelse, skal du til en lille uformel optagelsesprøve hos vores dirigent. Kravene til optagelse er at du skal kunne synge, følge noder og have gehør, men ingen forventer, at du er et musikalsk geni. Vi er alle amatører.

Der er som regel rift om pladserne, så selvom du måske ikke bliver optaget første gang, er du velkommen til at søge igen senere.

 

Henvendelse til
Benedikte Luggin, tlf. 30 23 00 93
e-mail:
bluggin@gmail.com

Korets hjemmeside: www.panumkoret.dk

 

 

Tid og sted
Tirsdage 18.00-20.30
Skt. Stefan Kirkes Menighedslokaler (Karmel) Vedbækgade 12, København N