Con Brio

 

Dirigent Marianne Clausen

Vi er et uhyre livskraftigt, ihærdigt og muntert, blandet kor med ca. 55 medlemmer i alle aldre, fra 30 år og opefter. Vores repertoire har igennem alle årene været meget varieret, fra gamle islandske parallelsange og europæisk gregoriansk sang, nordiske, europæiske og afrikanske folkelige og kirkemusikalske værker til større klassiske værker fra mange århundreder. Nævnes kan Dvoraks Messe i D, Orffs Carmina Burana, Luboffs African Mass og Ramirez' Misa Criolla og Navidad Nuestra.

Repertoiret i sæsonen 2009-2010 omfatter til julekoncerten den 12. december bl.a. værker af Rachmaninoff og Albinoni samt satser fra Bachs Magnificat. Dertil kommer selvfølgelig julesange af forskellig nationalitet.

I forårssæsonen er det planen at opføre Vivaldis Gloria i D i en udgave for kor, solister og orgel, sammen med mindre værker af Poulenc og Rachmaninoff.

Vores dirigent, Marianne Clausen, er cand.mag. i musik og engelsk og er til daglig beskæftiget med forskning i og udgivelse af færøsk folkesang i dens mange afskygninger.

Ring hvis du er interesseret i korets aktiviteter. Nye sangere er velkomne, hvis de er nogenlunde erfarne korsangere og kan passe korets ugentlige prøver samt, naturligvis, koncerterne.


 

Henvendelse til
 

Henvendelse til Marianne Clausen

tlf. 36468557 eller 29892339

 

 

Tid og sted
 

Torsdag 19.00-21.45 fra 3. september

Valby omsorgscenter, salen,

Gammel Jernbanevej 25, 3. sal, Valby